Dag 11

Hirtshals – Tuen – Napstjært – Tolne – Frederikshavn – Sæby – Dronninglund – Asaa – Hals – Kongerslev – Rold Skov – Hadsund – Hobro – Ørum – Viborg

330 kilometer – I alt 3138 kilometer


Det blev ikke til morgenmad på vandrehjemmet i Hirtshals, for Morten Pape var for tidligt på den. Så det blev til en kop kaffe og et smurt rundstykke fra Statoil i bilen. For jeg havde et møde med fortiden – Et møde der skulle vise sig at være sværere, end jeg havde regnet med.



I Tuen drejede jeg fra Margueritruten og kørte mod Ålbæk. Allerede her kunne jeg mærke en lille klump i halsen, da jeg kørte igennem den efterhånden noget turistede by.
Jeg drejede af landevejen og ned ad grusvejen mod min afdøde fars sommerhus.

Sommerhuset var i familiens eje fra længe før, jeg blev født. Min far overtog det fra mine bedsteforældre. Han var en travl mand, med en del bekymringer, men her havde han ro i sit lille åndehul under den høje himmel i Vendsyssel.

For 10 år siden lagde han sig til at sove efter at have haft nogle dejlige dage med sine gode venner, men vågnede aldrig op igen. En blodprop gjorde det af med ham. Lige der i soveværelset under det store birketræ, som min farmor så gerne ville have fældet, men han kæmpede indædt for, skulle blive stående.

Jeg kom forbi græsmarken, hvor jeg plejede at flyve med drager og klumpen i halsen blev større. Da jeg drejede ind ad Blåbærvej, blev det for meget for mig og jeg måtte køre ind til siden og samle mig. Det havde jeg sgu ikke regnet med. Jeg har været der et par gange før, siden min far døde, men ikke alene, så tankerne kunne få frit spil.



Der var desværre folk i huset – fra Schweiz, kunne jeg se på bilens nummerplade. Jeg kunne se lejerens hvide ben igennem køkkendøren, så jeg fortrak mig. Min emotionelle tilstand taget i betragtning, følte jeg mig ikke i stand til på schweizisk at forklare en mand med hvide ben, hvad jeg dog lavede her, før klokken overhovedet var blevet otte.



Så jeg kørte tilbage på ruten og turen gennem Tolne Bakker livede mig op igen. Ren bjerg-rally. Halmrullerne lignede kæmpers legetøj spredt udover markerne. Jeg kørte ind i Frederikshavn og det var ligesom at være hjemme. Her boede min farmor og farfar og jeg har tilbragt mange ferier og weekender her. Byen lignede sig selv bortset fra, at Krudttårnet da vist havde fået en ny høj nabo på havnen.




Jeg ville lige forbi kirkegården og se til mine bedsteforældres grav. Klokken var endnu kun 8.30, men jeg tænkte instinktivt, at det da var noget med, at OK-tanken havde blomster. Ganske rigtigt. Jeg tullede lidt rundt på kirkegården, før jeg fandt graven. Kunne kun huske, at den lå til venstre for kirken.




Mit allersidste mål på dette lille besøg i barndommens land var Bakkegården, hvor min farmor og farfar boede helt oppe i toppen. Fra køkkenvinduet kunne man stå med min farfars kikkert og kikke på isbryderne nede i havnen. Stedet lignede sørme også sig selv. Karrusellen nede på græsplænen var dog væk, men det har den vist været længe.



Opgangen havde fået en gang maling og her duftede ikke helt så meget af cerutter og gamle prutter, som jeg huskede.


Som ekspeditionsleder – eller ekspeditionist om man vil, ser jeg det også som min opgave at spotte nye trends. Den nyeste dille blandt mindre købstæder må være: Minibyer! I Maribo har de en; og i Faaborg og selvfølgelig må Sæby da også have en. Hver gang, jeg har set en, har jeg tænkt ”Fedt! Der kan man sikkert lave nogle skægge billeder, hvor jeg ligner en kæmpe!”, men hver gang har jeg enten været der på den forkerte dag eller det forkerte tidspunkt og minibyen har været indhegnet bag hønsenetshegn og pigtråd. Sådan var det også i Sæby.




Jeg kørte videre sydpå, med færgen over Limfjordens munding fra Hals og ind i Lille Vildmose og tænkte for mig selv, at det da lød nuttet. Sådan en lille vild mose.




Rold Skov har altid stået som noget magisk og eventyrligt for mig. Et lidt farligt sted med Røverne fra Rold og en heks; og mobiltelefoner, der mistede signalet, når man var helt inde i midten af skoven. Dens samlede areal er på 85 kvadratkilometer. Imellem Skørping og Arden kom jeg forbi et savværk. Her duftede af fyrrespåner og en sommefugl fløj forbi og satte sig på tømmerstablen, da jeg gik forbi.


Nu gik turen videre over Hadsundbroen og jeg havde en fantastisk tur langs bredden af Mariager Fjords sydside. Jeg kørte ind til Hobro og ned på lystbådehavnen, hvorfra man kunne kigge over til teglværket, der tronede sig op på den anden side.



Jeg ringede til vandrehjemmet i Viborg, men der var alt optaget.
”Hul i det,” tænkte jeg og ringede i stedet til Palads Hotel. Jeg har jo altså ferie og skal også være lidt god ved mig selv.

Lige nu står regnen ned i stænger udenfor og tordenen buldrer og brager, men jeg sidder lunt og godt her.