Dag 13

Mørke – Løgten – Århus – Norsminde – Saksild – Gylling – Sondrup Bakker – Hundslund – Torrild - Skanderborg

97 kilometer – I alt 3559 kilometer




I morges var jeg også tidligt oppe. Det er faktisk gået hen og blevet vane, men i dag var det ikke fordi, jeg skulle langt, men nu ville jeg bare hjem. Jeg fik pakket mine ting sammen og listede af, mens min faster og onkel boblede videre inde i huset.




Turen fra Mørke og hjemad i morgensolen var alt sammen gennem kendt territorium. Jeg gjorde dog holdt ved Norsminde, hvor der altid er dejligt. Slusen ind til den lille fjord, der er fuglereservat, stod pivåben og her var fredfyldt. Det gamle fiskerleje huser i dag mest lystsejlere.
Før fjorden blev inddæmmet midt i 1830’erne, var den næsten dobbelt så stor og havde to små øer.
Der har boet mennesker her i tusinder år og der er bl.a. fundet spor af maglemose- og ertebøllekulturen.


Nu gik turen ned forbi Hov og gennem Gylling og op igen til Torrild. Da jeg nærmede mig Skanderborg, måtte jeg lige op på den enorme kælkebakke på den østlige side af søen, for at kigge. Jeg vadede afsted mod toppen gennem det dugvåde græs og jeg fik våde sko og sokker, men det gjorde ikke noget, for jeg var snart hjemme.

Det var første gang, jeg var deroppe og udsigten var fabelagtig. Her lå min hjemby og var så småt ved at vågne.




Jeg kørte ned gennem hovedgaden og udenom den fine nye gågade, som ingen tør gå på og ind gennem porten til parkeringspladsen. Jeg fik stort set tømt hele bilen for alt mit habengut og fik låst mig ind. Måske skulle jeg have haft afmeldt avisen, mens jeg var væk?

Dag 12

Viborg – Kjellerup – Tange – Ulstrup – Læsten – Randers – Mellerup – Auning – Bønnerup Strand – Grenaa – Ebeltoft – Knebel – Rønde – Mørke

323 kilometer – I alt 3461 kilometer




Efter at have nydt en herlig morgenbuffet på Palads Hotel i Viborg gik turen forbi Hald Ege, hvor der som navnet hentyder, er fyldt med egetræer og turen gennem Dollerup Bakker var urolig smuk med udsigt over morgentrætte køer, lyng og Hald Sø. Turen gik forbi den lille skolebygning ”e Bindstouw”, hvor mange af Blichers beskrivelser af hedebønderne tager sit udspring. Her fortalte man historier, mens man bandt hoser og strikkepindende gik.







Ved Tangeværket var det tid at se en gammel fjende i øjnene. Vandgennemstrømingen. Åh, Gud, hvor jeg hader den vandgennemstrømning!
I 1.g var jeg til prøveeksamen i netop Tangeværkets vandgennemstrøming, som hele klassen tidligere havde været ude at måle på med vores fysiklærer Finn. Det var noget med en masse formler, men jeg havde glemt en eller anden konstant og rodede rundt i det. Det værste var at Finn blev så skuffet.

Næste år var jeg til eksamen i regnbuens dannelse. Det var meget mere mig. Sådan noget med lysets brydning og farver og striber. Yeah! Tangeværket leverer strøm, der svarer til 3000 hustandes forbrug om året. Det er ikke noget, jeg har regnet ud. Næ nej, det har jeg læst.



Da Gudenåen blev opdæmmet ved Tange i 1920 skabte man Danmarks største kunstige sø, efter man havde revet 20 gårde og seks huse ned, der lå i ådalen. Det er sgu da lidt ligesom, man gør i Kina, hva’?


Nu bumlede bilen og jeg videre gennem Læsten Bakker, men jeg kunne ikke blive ved Læsten, så turen gik gennem Randers. Her var der åbenbart var noget Randers-uge. Med store telte rundt omkring, ikke.




Da jeg kom til Mellerup gik turen over Randers Fjord med den sødeste lillebitte færge, Ragna. Færgemanden, med sølvgråt fuldskæg selvfølgelig, var i godt humør og gik og fløjtede, mens han ordnede betaling og bugseren af båden. Den er så vidt vides Europas mindste færge og den er da heller ikke længe om at komme over fjorden. Så det er bare med at knipse løs, mens man kan. Færgeriet er tilmed Danmarks ældste bevarede af slagsen med kongeligt privilegium fra 1610.


Turen gik forbi Auning og jeg kom til at tænke på min gamle klassekammerat Anja, der udtaler bruncreme bruncram. Ikke.




Jeg kørte op til Fjellerup Strand, for at se om der var nogen windsurfere, men surfen var vist ikke oppe, som man jo siger. Lige efter kom jeg forbi Bønnerup Strand. Der var dejligt i middagssolen og to ældre herrer i speedos hyggede sig med at soppe, mens vindmøllerne lystigt snurrede.




Nede på Grenaa Havn var der i veritablet skibsslagteri i gang ved Grenaa Skibsværft. Flydekranen Samson var ved at gøre klar til at hejse, det næste skibsådsel op af vandet.







På en bakketop mellem Knebel og Agri kom jeg forbi vores allesammens svar på Stonehenge: Porskær Stenhus, der skulle være Danmarks største runddysse. 23 randsten omkranser den i en diameter af 15 meter. Netop stedets størrelse har givet anledning til mange spekulationer om anlæggets formål. Alt fra et usædvanligt gravanlæg til en astronomisk kalender eller en metafysisk kraftstation og helt over til teorier om, at det rent faktisk er et tempel, der blev brugt i stenalderfolkets dødskult.



Det er da mageløst. Og tænk sig, at den næsten var ved at blive sprængt i luften engang. Jo jo, i 1859 var den daværende ejer af jorden, husmand Ole Hansen, godt i gang og havde allerede sprængt den første sten væk, inden den lokale præst blandede sig og året efter blev stendyssen fredet.


Til slut gik færden gennem Rønde og Thorsager og ved Rosenholm Slot drejede jeg af ruten og kørte hen til min faster, der gerne stillede sin skurvogn i baghaven til rådighed for ekspeditionisten.

Dag 11

Hirtshals – Tuen – Napstjært – Tolne – Frederikshavn – Sæby – Dronninglund – Asaa – Hals – Kongerslev – Rold Skov – Hadsund – Hobro – Ørum – Viborg

330 kilometer – I alt 3138 kilometer


Det blev ikke til morgenmad på vandrehjemmet i Hirtshals, for Morten Pape var for tidligt på den. Så det blev til en kop kaffe og et smurt rundstykke fra Statoil i bilen. For jeg havde et møde med fortiden – Et møde der skulle vise sig at være sværere, end jeg havde regnet med.



I Tuen drejede jeg fra Margueritruten og kørte mod Ålbæk. Allerede her kunne jeg mærke en lille klump i halsen, da jeg kørte igennem den efterhånden noget turistede by.
Jeg drejede af landevejen og ned ad grusvejen mod min afdøde fars sommerhus.

Sommerhuset var i familiens eje fra længe før, jeg blev født. Min far overtog det fra mine bedsteforældre. Han var en travl mand, med en del bekymringer, men her havde han ro i sit lille åndehul under den høje himmel i Vendsyssel.

For 10 år siden lagde han sig til at sove efter at have haft nogle dejlige dage med sine gode venner, men vågnede aldrig op igen. En blodprop gjorde det af med ham. Lige der i soveværelset under det store birketræ, som min farmor så gerne ville have fældet, men han kæmpede indædt for, skulle blive stående.

Jeg kom forbi græsmarken, hvor jeg plejede at flyve med drager og klumpen i halsen blev større. Da jeg drejede ind ad Blåbærvej, blev det for meget for mig og jeg måtte køre ind til siden og samle mig. Det havde jeg sgu ikke regnet med. Jeg har været der et par gange før, siden min far døde, men ikke alene, så tankerne kunne få frit spil.



Der var desværre folk i huset – fra Schweiz, kunne jeg se på bilens nummerplade. Jeg kunne se lejerens hvide ben igennem køkkendøren, så jeg fortrak mig. Min emotionelle tilstand taget i betragtning, følte jeg mig ikke i stand til på schweizisk at forklare en mand med hvide ben, hvad jeg dog lavede her, før klokken overhovedet var blevet otte.



Så jeg kørte tilbage på ruten og turen gennem Tolne Bakker livede mig op igen. Ren bjerg-rally. Halmrullerne lignede kæmpers legetøj spredt udover markerne. Jeg kørte ind i Frederikshavn og det var ligesom at være hjemme. Her boede min farmor og farfar og jeg har tilbragt mange ferier og weekender her. Byen lignede sig selv bortset fra, at Krudttårnet da vist havde fået en ny høj nabo på havnen.




Jeg ville lige forbi kirkegården og se til mine bedsteforældres grav. Klokken var endnu kun 8.30, men jeg tænkte instinktivt, at det da var noget med, at OK-tanken havde blomster. Ganske rigtigt. Jeg tullede lidt rundt på kirkegården, før jeg fandt graven. Kunne kun huske, at den lå til venstre for kirken.




Mit allersidste mål på dette lille besøg i barndommens land var Bakkegården, hvor min farmor og farfar boede helt oppe i toppen. Fra køkkenvinduet kunne man stå med min farfars kikkert og kikke på isbryderne nede i havnen. Stedet lignede sørme også sig selv. Karrusellen nede på græsplænen var dog væk, men det har den vist været længe.



Opgangen havde fået en gang maling og her duftede ikke helt så meget af cerutter og gamle prutter, som jeg huskede.


Som ekspeditionsleder – eller ekspeditionist om man vil, ser jeg det også som min opgave at spotte nye trends. Den nyeste dille blandt mindre købstæder må være: Minibyer! I Maribo har de en; og i Faaborg og selvfølgelig må Sæby da også have en. Hver gang, jeg har set en, har jeg tænkt ”Fedt! Der kan man sikkert lave nogle skægge billeder, hvor jeg ligner en kæmpe!”, men hver gang har jeg enten været der på den forkerte dag eller det forkerte tidspunkt og minibyen har været indhegnet bag hønsenetshegn og pigtråd. Sådan var det også i Sæby.




Jeg kørte videre sydpå, med færgen over Limfjordens munding fra Hals og ind i Lille Vildmose og tænkte for mig selv, at det da lød nuttet. Sådan en lille vild mose.




Rold Skov har altid stået som noget magisk og eventyrligt for mig. Et lidt farligt sted med Røverne fra Rold og en heks; og mobiltelefoner, der mistede signalet, når man var helt inde i midten af skoven. Dens samlede areal er på 85 kvadratkilometer. Imellem Skørping og Arden kom jeg forbi et savværk. Her duftede af fyrrespåner og en sommefugl fløj forbi og satte sig på tømmerstablen, da jeg gik forbi.


Nu gik turen videre over Hadsundbroen og jeg havde en fantastisk tur langs bredden af Mariager Fjords sydside. Jeg kørte ind til Hobro og ned på lystbådehavnen, hvorfra man kunne kigge over til teglværket, der tronede sig op på den anden side.



Jeg ringede til vandrehjemmet i Viborg, men der var alt optaget.
”Hul i det,” tænkte jeg og ringede i stedet til Palads Hotel. Jeg har jo altså ferie og skal også være lidt god ved mig selv.

Lige nu står regnen ned i stænger udenfor og tordenen buldrer og brager, men jeg sidder lunt og godt her.

Dag 10

Klosterhede – Fjaltring – Lemvig – Harboøre – Agger – Hurup – Sillerslev – Nykøbing Mors – Thisted – Nørre Vorupør – Hanstholm – Fjerritslev – Slettestrand – Saltum – Lønstrup – Hirtshals

473 kilometer – I alt 2807 kilometer




Jeg startede dagen med at pakke bilen sammen efter at have sovet i skoven ved Klosterhede Plantage. Jeg kørte hen på den første og bedste rasteplads på vej til Fjaltring, hvor jeg skulle genoptage ruten. Jeg kogte min kaffe og spiste lidt morgenmad mens solen stod op og en landmand pløjede sin netop høstede mark lidt væk.


Nu gik turen opad langs tangen mellem Vesterhavet og Limfjorden og ude midt på Harboøre Tange kom jeg forbi Cheminova, der er ejet næsten udelukkende af Aarhus Universitets Forskningsfond og fremstiller ukrudtsmidler. Kører man om i vindretningen, som det var i dag, kan man sidde i en lidt grim lugt og nyde synet af otte vindmøller, på den dertil indrettede rasteplads med Vesterhavet på den ene side og Limfjorden på den anden.




I Hurup spiste jeg mig en dejlig chokoladesnegl og drak en skøn kakaomælk fra Guldbageren inden færden gik videre til Mors.



Jeg var med hele to færger i dag. Færgen over Nees Sund til Mors, var klart den hyggeligste. Færgen fra Harboøre Tange til Agger Tange havde sådan nogle dumme høje sider, at man ikke engang kunne se ud fra bildækket. Fnys.




På vej til Hanstholm kom jeg igennem Nystrup Klitplantage og Hanstholm Vildtreservat, der er Danmarks største ubebyggede område på 50 kvadratkilometer. Der var bare klitter og lyng for alle pengene, skulle jeg hilse at sige.




Langt over middag nåede jeg til Hanstholm og jeg var noget brødflov. Jeg kørte ned langs havnen og lidt ude fandt jeg til min store glæde en biks, der virkede lokal. Jeg spiste min mad og læste Hanstholm Posten, mens mænd i beskidte blå overalls kom og gik. De talte alle et meget mærkeligt sprog, som jeg overhovedet ikke kunne forstå.




Så gik det ellers afsted forbi klitter, høfder, vejler og landmænd, der høster.

Ude ved Slettestrand ved Jammerbugten har de arme fiskere slet ikke nogen havn, men det har ikke slået dem ud. De har da bare lavet et ordentligt motoriseret spil, til at hive bådene op på stranden. Det er sgu da smart!




Videre gik det, for som i går forsøgte jeg at få hevet nogle kilometer i land. Ind og ud og op og ned gik ruten, så det var lige til at blive søsyg, når man det ene øjeblik var ved førnævnte Jammerbugt og det næste nærmede sig Limfjorden.







På toppen af en bakke lå Børglumkloster og lyste i eftermiddagssolen, så man kunne se det langt væk, når man kommer sydfra. Her lå i tidernes morgen Nordjyllands magtcentrum. Op til middelalderen lå her en kongeborg, hvorfra Gorm den Gamle underlagde sig Jylland.
Omkring 1135 flyttede det nordjyske bispesæde fra Vestervig til Børglum og ca. 50 år senere blev klosteret grundlagt.


Jeg har nu indlogeret mig på vandrehjem i Hirtshals. Det har været en lang dag i dag. Her gik solen ned i en sæk, så må vi se om den står op i en bæk.

Dag ni

Høruphav – Sønderborg – Kruså – Frøslev – Løgum Kloster – Tønder – Rudbøl – Ballum – Ribe – Esbjerg – Oksbøl – Hvide Sande – Ringkøbing – Thorsminde – Klosterhede

428 kilometer – I alt 2334 kilometer


Ah, jeg sov godt i nat. Havde fået min helt egen seng på mit helt eget gæsteværelse i Katrine og Jespers skønne hus i Høruphav. Jeg nåede desværre ikke at læse ”Slagtebænk Dybbøl Banke”, som Katrine venligt havde lagt på natbordet.

Jeg havde travlt i dag, for jeg havde udnævnt dagen til, at være den dag hvor det store træk, skulle foregå. Jeg mangler en del kilometer, hvis jeg skal nå hjem til Skanderborg på lørdag. Så dagens motto blev ”Weiter! Weiter! Weiter!”




Som kompensation for den manglende læsning af bogen, gik ruten dog forbi Dybbøl Banke og man fornemmer stadig det sår, slaget i 1864 har givet i den danske selvtillid. Videre ude langs Flensborg Fjord kom jeg forbi Lille og Store Okseø og dem er der en sjov historie om:
Da jeg var lille. Vel omkring fire-fem år skulle jeg sammen med mine forældre ned at besøge min kusine Mai, der var på lejerskole på en af øerene. Vi havde en hyggelig biltur dernedaf og et sted holdt vi ind, for at spise vores madpakker. Min mor spurgte hvorfor, jeg ikke spiste min mad og jeg svarede, at jeg hellere ville gemme den til færgen. Stor var min skuffelse, da vi blev hentet af en mand i en lille snoldet robåd...




Jeg ræsede forbi Padborg under og over motorveje og kom til Frøslev Lejren, der blev oprettet i 1944 og 13.000 fanger paserede lejren. Meningen med fangelejren var, at danskere ikke skulle ende i egentlige KZ-lejre. Denne aftale overholdt tyskerne dog ikke og mange danskere endte alligevel med, at blive deporteret videre til den visse død.

Jeg kom til at tænke på min mors onkel Harry, der gav sit eget liv i modstandskampen. Og jeg tænker bestemt ikke, at det er dagens Danmark, som vi ser det, han kæmpede for. Et Danmark, hvor fremmedhad og frygt, konformitet og de stærkes ret efterhånden, er de gældende principper i vores menneskesyn. Jeg er sgu lige ved at græde over det.




Langt sjovere var det, da jeg kom til Rudbøl, hvor jeg sørme lige var et smut over grænsen. Hvorfor? Ja, fordi jeg kunne. Jeg var dog lidt i tvivl om, hvornår jeg var i Danmark og hvornår jeg helt præcist var i Tyskland, men jeg havde dog en klar fornemmelse af, at være i et helt andet land – måske to gange endda.




Nu skal I høre om Trøjborgs ruin. Jer fra Horsens tænker sikkert ”Shit manner! Er han sandsiger??”. Men det skal nu forståes mere bogstaveligt. Et sykke udenfor Bredebro ligger der en ruin af et gammelt slot, ved navn Trøjborg. Første borgbebyggelse på stedet har været helt tilbage i 1300-tallet, men det seneste slot blev bygget i 1580. I 1851 ville ejeren forære slottet til den danske stat, så de kunne bruge det som seminarium, men de ville sgu ikke have det. Så blev ejeren skide sur og begyndte i arrigskab selv at rive det ned. Det var da også frækt, ik?




Nu gik turen op langs Vadehavet med diger, køer og ualmindeligt mange vandløb. Ved Ballum passerede jeg Ballum Sluse, som bare lå der og så meget malerisk ud.




Afsted gik det og de vestjyske landeveje er perfekte til et stort træk og der gik ikke længe før, jeg passerede ned forbi havnefronten i Esbjerg med alle dens store skibe på vej ind og ud; shippingfirmaer på rad og række ved siden af hinanden og store kraner, der bugserede rundt med containere. Længere ude langs kysten blev kvarterene noget mere mondæne og husene store og flotte. Ja, folk var ligefrem ude at promenere. Jeg passerede blandt andet to Nik og Jay-kloner med de hvideste sneaks, der gik frem og tilbage, fra siden til siden. Var lige ved at råbe noget skægt af dem, men jeg måtte videre.




I Hvide Sande gjorde jeg holdt. Jeg har været på mange en lejrskole med fritteren lidt udenfor denne by. Oppe på Troldbjerg midt i byen, er der en fantastisk udsigt udover havet og Ringkøbing Fjord. Som så mange andre steder langs vestkysten ligger der også her en bumker – en observationsbunker tilmed. I 1944 udbyggede tyskerne drastisk det, der bliver kaldt Atlantvolden, der strakte sig fra Spanien i syd og op til Norge. Sådan er det, når man er bange og det holder jo ikke.



Nu sidder jeg i en skov i nærheden af Klosterhede og kukkelurer og glæder mig til at sove nærmest i det fri og vågne tidligt.

Dag otte

Branderslev – Tårs – Spodsbjerg – Tranekær – Rudkøbing – Tåsinge – Svendborg – Ollerup – Vester Åby – Faaborg – Håstrup – Falsled – Bøjden – Fynshav – Augustenborg – Høruphav

164 kilometer – I alt 1905 kilometer




Ritsj ratsj fillion gonggong. Jeg kom tidligt ud af sengen på vandrehjemmet i Branderslev, ud til færgelejet i Tårs og ombord på Odin, der bragte mig til Langeland.


Lige da jeg rundede et hjørne ved Tranekær Slot, så jeg et stort skilt, hvor der stod ”TICKON” og syntes at det da lød underligt indtil, jeg fik nærlæst skiltet og fandt ud af, at det stod for Tranekær Internationale Center for Kunst og Natur. Det er en udstilling inde i slotsparken af såkaldt naturkunst - installationer skabt af naturmaterialer på stedet. De kan ikke flyttes eller sælges og vil alle blive præget af vejrliget og nogle endda ende med af forgå.


"Embla" 2008 - Stuart Frost

Det lød spændende, tænkte jeg, ”men hallo Morten, klokken er 8.30 og det er mandag. Der er sgu da ikke nogen museer, der har åbent”.
Men stor blev min glæde, da jeg opdagede, at jeg bare skulle smide 25 kroner i et hul ved indgangen, tage en folder og bare gå ind gennem lågen.


"The hill of contemplation" - 1996 - Herman Prigann

Med kortet i folderen ved hånden, gik jeg på opdagelse i den nogle steder vildtvoksende park. Rundt omkring var der sjældne træer og på små sirlige grønne skilte, var det oplyst hvad de hed og hvor de kom fra. Der var f.eks. et smukt vingevalnøddetræ fra Iran.


Vingevalnød, Iran



"Organic Highway" - 1995 - Mikael Hansen

Rundt gik jeg af små stier. Ind imellem poppede en installation af den ene eller anden kunstner ud af omgivelserne. Her var også græssende kronvildt af en art. De kiggede op, når jeg nærmede mig, men tog ikke yderligere notits af min tilstedeværelse, hvis bare jeg ikke kom for tæt på.




Efter godt halvanden times traven rundt i parken og en masse syns- og hjerneoplevelser tøffede jeg videre mod H.C. Ørsteds fødeby Rudkøbing og henover broen til Tåsinge, hvor jeg lige var et smut forbi Valdemars Slot og kørte igennem de to vognporte på hver side af den flotte gårdsplads.




Da jeg kom over på Fyn, forlod jeg Margueritruten for en kort bemærkning og kørte ned til havnen i Svendborg og fik mig en gang fiskefrikadeller. Her var kun én hveps og det lykkedes mig, at holde den i skak.




Lige udenfor Svendborg ligger Ollerup, der har indtil flere skoler – højskoler og efterskoler. Lige da jeg drejede af mod venstre, for at køre ned til Svendborg Sund, så jeg et bette bunkermuseum og det er jo altid spændende. Bunkeren her blev bygget i 1944 på ordre af tyskerne, som i 1943 havde beslaglagt de tre højskoler i Ollerup. Yderligere to andre bunker blev bygget, men det er kun den ene, der er fri adgang til. Efter krigen benyttede Gymnastikhøjskolen, der ejer grunden, den til opbevaring af bl.a. kartofler.


Regnen satte så småt ind og nu gik turen op og ned i de Sydfynske bjerge, ned til Faaborg og købe sejlgarn - fordi man aldrig ved hvornår, man får brug for sejlgarn – og op og rundt og ned i Svanninge Bakker i den grønne skov. I Falsled holdt jeg et hvil og fik mig en lille morfar ved lystbådehavnen inden færgen Thor ankom til Bøjden og førte mig over Lillebælts vande til Als. I Høruphav havde jeg fået lov at overnatte hos Katrine, min tidligere kollega fra Folkebladet, hendes mand Jesper og sønnen Viktor, der er skide god til at bygge huler af sofahynder, skulle jeg hilse at sige.