97 kilometer – I alt 3559 kilometer

I morges var jeg også tidligt oppe. Det er faktisk gået hen og blevet vane, men i dag var det ikke fordi, jeg skulle langt, men nu ville jeg bare hjem. Jeg fik pakket mine ting sammen og listede af, mens min faster og onkel boblede videre inde i huset.

Turen fra Mørke og hjemad i morgensolen var alt sammen gennem kendt territorium. Jeg gjorde dog holdt ved Norsminde, hvor der altid er dejligt. Slusen ind til den lille fjord, der er fuglereservat, stod pivåben og her var fredfyldt. Det gamle fiskerleje huser i dag mest lystsejlere.
Før fjorden blev inddæmmet midt i 1830’erne, var den næsten dobbelt så stor og havde to små øer.
Der har boet mennesker her i tusinder år og der er bl.a. fundet spor af maglemose- og ertebøllekulturen.
Nu gik turen ned forbi Hov og gennem Gylling og op igen til Torrild. Da jeg nærmede mig Skanderborg, måtte jeg lige op på den enorme kælkebakke på den østlige side af søen, for at kigge. Jeg vadede afsted mod toppen gennem det dugvåde græs og jeg fik våde sko og sokker, men det gjorde ikke noget, for jeg var snart hjemme.
Det var første gang, jeg var deroppe og udsigten var fabelagtig. Her lå min hjemby og var så småt ved at vågne.

Jeg kørte ned gennem hovedgaden og udenom den fine nye gågade, som ingen tør gå på og ind gennem porten til parkeringspladsen. Jeg fik stort set tømt hele bilen for alt mit habengut og fik låst mig ind. Måske skulle jeg have haft afmeldt avisen, mens jeg var væk?
