291 kilometer – I alt 1741 kilometer
Søndag morgen tog jeg tidligt afsked med Christinelund, for jeg måtte afsted, afsted, afsted. For jeg havde noget, jeg skulle nå.
Ekspeditionsbilen tøffede lystigt afsted i morgensolen og vi nåede Møns Klint. Jeg asede og masede mig op af de snævre skovstier for at komme ud til klinten. Op og ned. Pludselig stod jeg ansigt til ansigt med et rådyr, der stod oppe på stien og gumlede græs, da jeg rundede et sving. Den stod blot fire meter væk. Den kiggede blot først op, men så kunne man se, at den tænkte ”Ups!” og kastede sig ned af en skråning.
Jeg nåede langt om længe ud, hvor jeg kunne se kridtklinterne og de lyste helt perfekt op i solen, som stod lige på, da klokken endnu kun var halv ti. Men jeg måtte videre, videre, videre. For jeg havde noget, jeg ikke måtte gå glip af.
Turen gik videre til Bogø, hvor jeg kørte ombord på den lille færge, der en gang i timen på 12 minutter fragter folk og fæ over Grønsund til Stubbekøbing. Hun satte sikkert de to biler, der var med i havn. Bilen trissede ivrigt længere, længere, længere mod sydøst. For der skulle ske noget, som jeg bare måtte se.
Jeg kom frem til Nykøbing Falster og kørte over Guldborgsund og svingede ind i Hamborg Skov. Her i Middelaldercentret skete det, jeg skulle nå. Hver dag klokken 12 fyrer de den store blide af ud i Guldborgsund. I dagens anledning faktisk også den lille. Man skulle næsten tro, at de sure lollændinge prøvede at ramme dem derovre på Falster.
Nu spørger du sikkert, hvad en blide er. Jo, du kender sikkert en katapult, som også er en krigsmaskine, men noget ældre, men modsat den, benytter bliden sig af energi fra vel nærmest et avanceret vægtstangsprincip til at fyre sin projektiler afsted.
(Se videoklip fra affyringen nederst i indlægget her)
Bliden blev ikke brugt i åben kamp med to hære på en slette, men under belejringer af fæstninger, hvor den præcist kunne ramme det samme sted på muren igen og igen, indtil fæstningsmuren gav efter.
Dog kunne man også kaste andre ubehageligheder afsted henover murene. Såsom brændende tjære i tønder og døde dyr – helst nogen, der var døde for lang tid siden, så man rigtig kunne inficere fjendens befæstning med sygdom. Influenza?
Opløftet af den rå kraft trillede jeg videre mod nysselige Nysted, hvor jeg fik mig en god frankfurter hos pølsemanden på torvet. Han snakkede opløftet om, jeg havde hørt at der lige var nogen badmintonspillere, der havde vundet guld. Jeg prøvede at lyde begejstret, men tænkte: ”Nå nå, men det er da federe, at GF vandt over FCK i går,” og bladrede fraværende videre i Lolland Falsters Folketidende fra i torsdags.
Så gik det videre af ruten henover flade vindblæste Lolland og der var højt til himlen og de hvide skyer. Pludselig dukkede en høj op i horisonten. Det var Bavnehøj. Lollands højeste punkt. 30 meter, du. Hvad siger du så? Meeen, den så lidt menneskeskabt ud. Flot var den dog og udsigten var god.
Mærkeligt nok går Margueritruten ikke gennem Nakskov, men jeg skulle da lige ind og se lidt på den og kom forbi den gamle sovjetiske patruljeubåd U-539, som præsident Mikhael Gorbatjov forærede den danske stat som symbol på, at Rusland ikke længere var en militær og politisk trussel for Danmark. Først lå den i Kolding, men så fik de den i Nakskov.
Vestas har indtaget store dele af Nakskovs Skibsværfts grund og bygninger, hvor de producerer vindmøllevinger. Værftet har ikke længere egentlig produktion og mange af bygningerne er blevet revet ned.
Mæt af indtryk kørte jeg ud til Annette og hendes vandrehjem i Branderslev. Jeg havde kigget lidt på nogle skove, at sove i, men udvalget er ikke så stort på Lolland.
Herunder kan du nyde Middelaldercentrets krigsmaskinernes rå kraft.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar